Anmeldelse: Fitbit Sense er luksusversionen af Versa 3

Overvejer du at skifte dit Fitbit Versa ud med det nye Fitbit Sense, får du her en sammenligning. Sense er med sit design og indhold et godt bud på en femtech wearable til den aktive, sundhedsbevidste kvinde.

Fitbit Sense 2
Foto: Fitbit


Sense-serien er de nyeste og dyreste ure fra Fitbit med en pris på knap 1900 kr. og opefter. Men så får du også seks måneders adgang til Premium-indhold med i prisen. Både Sense og Versa 3 er kommet i nyere udgaver, som vi endnu ikke har haft mulighed for at teste.

Funktioner med og uden premium-pakke

Sense fås i blank guldfarvet urramme og beige urrem – et look, som nok mere appellerer til kvinder end mænd. Det fås dog også med sølvramme og lysegrå rem og i blank grafitramme med sort rem, som kan appellere til begge køn.

Med Premium-pakken måler Sense og Versa 3 også readiness. Det svarer omtrent til Garmins kropsbatteri, som måler, hvor klar din krop er til intens eller let aktivitet.

Dertil byder Premium på en detaljeret søvnanalyse, temperaturmåler, snorkemonitorering og helbredsrapport. Snorkemonitoreringen tager dog hårdt på urets batteri, så jeg har aldrig haft mod på at afprøve det.

Readiness-funktionen måler tilsyneladende, hvor lang tid siden, det er, du har dyrket motion. Men den kan ikke tage højde for, hvor lidt jeg har sovet, og hvor træt jer er.  Den siger, at det er tid til intens motionsdyrkning, når jeg er meget træt mentalt.

Samtidig har jeg dyrket rimelig intens og effektiv motion på dage med lidt søvn, og hvor readiness var lav, men hvor jeg ikke var mentalt træt trods få timers søvn. Så jeg synes ikke, readiness kan bruges til at angive, hvornår det er en god ide at dyrke intens sport.

Måler din lungesundhed

Begge ure har dog mange gode funktioner, som du kan tilgå uden at betale for premium-pakken. Du kan fx aktivere en SpO2 app, som enten kan vises sammen med klokken på urskiven eller downloades via app store eller google play. Herefter kører funktionen i baggrunden og kan kun ses på uret. SpO2 måler iltningen af blodet ved at lyse ind i huden og måle, hvor meget lys der absorberes i de mindre kar i huden.

Funktionen siger noget om dine lungers evne til at ilte blodet, så hvis tallet bliver lavt, kan det muligvis være et tegn på begyndende lungesygdom. Målingen skal helst ligge mellem 95 og 100%, og tal under 90% regnes som lavt.

Målingen af SpO2  tærer dog på batteriet. Det samme gør den indbyggede GPS, når den er i brug, og hvis uret er sat til ikke at gå i sort skærm, indtil du drejer armen eller klikker på den haptiske knap i venstre side af uret.

For mit vedkommende holder batteriet i max. 2 dage. Men jeg synes ikke, det er et problem, for jeg har gjort det til en vane at lade uret op, mens jeg er i bad. Det er nok tid til at holde det fuldt opladet fra dag til dag.

Til gengæld har jeg ikke brug for at se, hvor mange trappe-etager, jeg har besteget i løbet af en dag. Det er eller en af de faste, fremhævede målinger, som begge ure viser.

Spectrum – grafisk overblik over basis-målinger

Som noget unikt har Sense graflignende skrå streger på den urskive, som kaldes Spectrum – en grøn, en blå og en rød. De ændrer hældning og volumen i løbet af dagen og fra dag til dag i takt med hvor mange skridt du tager, hvor meget du har sovet, og hvordan din puls bevæger sig. Det synes jeg er en god feature.

Du kan efter sigende se detaljeret info om de tre parametre ved at klikke på farveblokkene, men på det Sense-ur, jeg testede, var det kun antal skridt, der kom frem, uanset hvilken farveblok jeg enkelt- eller dobbeltklikkede på.

Sense-funktioner, der skuffer

Sense adskiller sig væsentligst fra Versa-serien ved at tilbyde monitorering af hjerteflimmer ved hjælp af et indbygget elektrocardiogram, som måler hjertets elektriske aktivitet. Men ECG-app’en virker desværre ikke i Danmark.

Funktionen EDA scan til mindfulness fungerer ved, at du skal holde din håndflade henover uret i 2 minutter. Men jeg synes ikke, det er afslappende eller behageligt at skulle sidde med hånden henover uret i to minutter.

Dertil kommer, at det er svært at slappe af, fordi jeg ikke kan se, hvor meget tid, jeg har igen, før de to minutter er gået. Der kommer et lille buzz, når de to minutter er gået, men i starten løftede jeg hånden for at se, om målingen var gået i stå, fordi jeg ikke kunne mærke noget, imens målingen stod på.

Relax-funktionen, som begge ure har, og som også skal mindske stress, fungerer efter min mening meget bedre; også hvis du sætter den til det korteste tidsforløb på to minutter.

Relax-funktionen måler dit naturlige åndedræt, inden øvelsen går i gang og tilretter åndedrætstempoet efter det.  Mens øvelsen står på, kan du både mærke, høre og se, hvornår du skal trække vejret, og hvornår du skal puste ud.

Du kan endda også se, hvornår du er færdig med øvelsen. På den måde kan du sidde eller ligge i en behagelig stilling og lukke øjnene, mens  du kan mærke og høre, hvornår du skal trække vejret, og hvornår du skal puste ud. Derfor synes jeg, at EDA-funktionen er overflødig.

Fordele ved Sense-uret

Den eneste brugbare forskel, jeg kan få øje på mellem det lidt ældre Versa 3 og Fitbits nyere Sense, er temperaturmålingen og notifikationer, når din puls efter 10 minutters inaktivitet ligger uden for det spænd, du har sat for høj og lav puls på mobil-app’en.

Udover at kunne fortælle, om du har feber, kan du også bruge temperaturmålingen til at se, hvornår du har øgede chancer for at blive gravid, eller se et mønster for, hvornår du får den næste hedetur, hvis du er i overgangsalderen.

Navigationen er den samme som i Versa 3, så det er nemt at finde rundt, hvis du allerede har erfaring med Versa-ure. Trykfølsomheden er god, og samspillet med selv en iPhone fungerer godt, selvom Google nu ejer Fitbit.

Har du allerede et Versa 3 ur, kan du let skifte mellem remme fra dit Versa 3 ur til dit Sense ur. Det er en fordel, hvis du helst vil dyrke sport med en gummirem og hellere vil have en stofrem om armen, når du er på arbejde eller skal ud om aftenen. Jeg kunne dog godt tænke mig en rem, der er specifikt tiltænkt pænt brug til de to ure.

Sense og Versa 3 bruger samme opladersystem, en firepunktoplader, som suger sig godt fast til uret ved hjælp af magneter. Du er aldrig i tvivl, om uret nu også er forbundet korrekt og oplader, så det er nemt og hurtigt at lade op

I det store og hele synes jeg, at Sense er et godt ur, men den manglende ECG-app og den overflødige EDA-scan gør, at jeg synes, pengene er givet bedre ud på et billigere Versa 3.

Udvalgte specifikationer

  • Spectrum – grafisk overblik over kernemålinger
  • Notifikationer ved unormale pulsudsving, når du er i ro
  • Temperaturmåling integreret i uret giver bedre og mere langsitet overblik
  • Indbygget GPS


Translate