Anmeldelse: Indsigt kan hjælpe dig løse søvnproblemer

Fitbits nye Premium søvnanalyse har mange, gode detaljer, som kan hjælpe kvinder i overgangsalderen og andre med søvnproblemer. Men søvndyrene er overflødige.

Fitbit søvnanalyse
Foto: Fitbit

Er du en af de mange kvinder, der døjer med søvnproblemer, er Fitbits seneste søvnprofil, som tilbydes med Premium abonnement, måske værd af prøve.

Søvnprofilen indeholder en månedlig søvnanalyse, som i detaljer undersøger de forskellige parametre, som Fitbit også uden Premium abonnement bruger til at måle din søvnkvalitet og -kvantitet:

  • Sengetid
  • Den tid, det tager at falde i søvn
  • Uro, bevægelser i løbet af natten
  • Varighed og fordeling af let, dyb og REM søvn i løbet af natten
  • Antal opvågninger, varighed af vågentilstand, og hvornår du står op

Sleep score er forløberen for søvndyret

Ud fra de ovennævnte parametre giver Fitbit dig uden premium abonnement en sleep score for hver nats søvn. Bedste score er 100, som er et udtryk for, at du er fuldt udhvilet efter en nat uden forstyrrelser, uro eller opvågnen.

Sådan sover de færreste, men pointen er, at jo højere et tal, du opnår som sleep score, des mere udhvilet vil du formentlig være næste dag. Ifølge Fitbit har de fleste Fitbit-brugere en sleep score på 72-83.

Sleep score fordeler sig sådan, at en score på under 60 anses for at være et udtryk for dårlig søvn; en score på 60-79 anses for rimelig; en score på 80-89 er et udtryk for god søvn, og alt derover er intet mindre end fremragende.

Foto: Fitbit

Dybere analyse og sammenligning med norm og ideal

Med Premium-pakkens udvidede søvnprofil kan du gå dybere ned i dine søvndata og sammenligne forskellige søvnparametre med idealet og normen for din alder og dit køn inden for 10 parametre:

  • Variation i søvnrytme
  • Tidspunkt for begyndt søvn
  • Antal minutter før dyb søvn
  • Søvnvarighed
  • Varighed af dyb søvn
  • Procentdel udgjort af REM-søvn
  • Andel genopbyggende søvn (måles ved lavere puls end i vågen hviletilstand)
  • Søvnstabilitet
  • Procentdel nætter med lange vågne perioder
  • Procentdel dage med lure

Hvert af disse parametre forklares kort på din smartphone, men yderligere info findes også på Fitbits blog.

For at få nok data til at lave en søvnprofil i form af et søvndyr skal du have sovet med dit Fitbit på i mindst 14 dage i alt i perioden mellem den første og sidste dag i en måned.

For mig er det meningsfuldt at dykke ned i disse detaljer og sammenligne min søvn med norm og ideal. Det trøster, når jeg er inden for normen, selv hvis jeg er uden for idealet på et eller flere parametre, og jeg bliver glad, når jeg har fremskridt på et eller flere parametre fra den ene måned til den næste.

Søvnanalyse kategoriseret i søvndyr

Ud fra dine søvnvaner og -mønstre inden for de sidste 30 dage tildeler søvnanalysen dig et af seks søvndyr, som kan være forskelligt fra måned til måned:

  • Bjørnen
  • Giraffen
  • Papegøjen
  • Pindsvinet
  • Skildpadden
  • Delfinen


Bjørnen går til supersoveren, der har en regelmæssig søvnrytme, går tidligere i seng end de fleste og sover godt og længe.

Giraffen går sent i seng og står tidligt op, men falder hurtigt i søvn og vågner veludhvilet efter en nat i dyb, uforstyrret søvn.

Papegøjen har en regelmæssig søvnrytme og står op og går i seng på normale tidspunkter. Den falder hurtigt i dyb søvn, men drømmer nok ikke så meget, fordi den vågner kort mange gange i løbet af natten. Alligevel har den sjældent brug for en lur.

Pindsvinet går senere i seng og står tidligere op end de fleste. Det er lang tid om at falde i søvn og sover let, har afbrudt søvn og ofte længere perioder, hvor det er vågent. Alligevel har de som regel ikke brug for en lur.

Skildpadden falder tidligere i søvn og står senere op end de fleste, men er lang tid om at falde i dyb søvn og er af og til vågen i lang tid i løbet af natten. Det går ud over mængden af dyb søvn og REM-søvn. Derfor tager den af og til en lur.

Delfinen går sent i seng, har en uregelmæssig søvnrytme, sover let, mere uroligt og i kortere tid end de fleste. Derfor tager Delfinen tit en lur, hvis det er muligt.

Tildeling af søvndyr overrasker næppe

Mens alle de indsamlede søvndata selvfølgelig skal samles i et resultat, en score eller et søvndyr, synes jeg, at grupperingerne af de seks søvndyr enten er overflødig eller for upræcis. De fleste ved formentlig godt allerede, inden de køber Premium abonnementet, hvilket af de seks søvndyr, de ligner mest. Det gjorde jeg i hvert fald. Så jeg var ikke spor overrasket, da de første resultater tikkede ind.

Jeg veksler mellem to af de seks, men ingen af dem rammer alligevel helt præcist. Derfor synes jeg, at Fitbit enten bør arbejde lidt mere med kategorierne, eventuelt have lidt flere, eller helt droppe dem og bare give en sleep score i form af et tal, sådan som søvn-app’en uden Premium abonnement gør.

Udover de generelle anbefalinger og værktøjer, som Fitbit stiller til rådighed uden abonnement, fx smart wake og silent alarm, giver premium abonnementet personlige anbefalinger til forbedringer af din søvn i form af små daglige beskeder i toppen af din smartphone, når du åbner app’en. Jeg synes nu, at de ligner de generelle råd fra de gratis søvnværktøjer ret meget.

Læs også anmeldelsen Fitbit Sense er luksusversionen af Versa 3, hvor andre premium-elementer beskrives.

Gratis søvnværktøjer fungerer nogenlunde

Fitbit tilbyder alle brugere nogle gratis værktøjer til at forbedre deres søvn, fx smart wake og silent alarm. For at hjælpe din sleep score eller blive karakteriseret med det søvndyr, du stiler efter, kan du overveje at indstille vækning ved en let vibration, som dog giver en diskret buzz-lyd fra uret, selvom Fitbit kalder det en ´silent alarm’. Så vækker uret dig på det tidspunkt, du så vidt muligt sover mindst tungt inden for det tidsinterval, du har sat uret til at vække dig.

For at have størst mulig chance for, at du bliver vækket på et tidspunkt, hvor du ikke er i en fase af dyb søvn, kan du derfor vælge at indstille tidsintervallet for vækning til at være inden for 30 minutter. På den måde kan uret vække dig op til 15 minutter før og efter det tidspunkt, du normalt ville sætte vækkeuret til, alt efter hvilket søvnstadige du befinder dig i.

Få overblik over andre wearables, der måler søvn

Smart wake ingen garanti for vækning ved let søvn

Det er dog ikke en skudsikker løsning. Jeg er flere gange blevet vækket, mens jeg var i dyb søvn. Men igen, jo mere sikker du vil være på at blive vækket på et tidspunkt, hvor du ikke er i dyb søvn, des større tidsinterval bør du vælge at kunne blive vækket inden for. Det er nok lidt svært at gennemføre for mange i praksis, med mindre du sikrer din søvnmængde ved også at gå tidligere i seng, end du har gjort, når du har indstillet dit vækkeur til et præcist klokkeslæt.

For at forbedre din sleep score og dermed kvaliteten (og kvantiteten) af din nattesøvn, kan du også  vælge at indstille et tidspunkt for, hvornår du gerne vil stile efter at gå i seng og stå op om morgenen, og du kan indstille alarmer til at minde dig om, når tidspunktet for den valgte sengetid nærmer sig. Alt dette får du også med et Fitbit smartwatch uden at betale premium abonnement.

Mest relevant, hvis du har søvnproblemer

Alt i alt synes jeg, at de ekstra informationer, som Premium-abonnementets søvnparametre giver om min søvn, er relevante, fordi jeg er en af de mange kvinder i overgangsalderen, der sover mindre, end hvad der er ideelt, og der er ikke informationer, jeg savner. Tilbuddet om lydoptagelse af snorken og anden støj synes jeg dog – ligesom Alexa-tilbuddet – er for invasivt i mit privatliv, så det har jeg valgt fra.

Læs også Privatliv og wearables – muligheder og etiske udfordringer ved at tracke intime data

Trods den store mængde information, du får stillet til rådighed, er det relativt nemt at navigere rundt i – også når appen linker til længere tekster på Fitbits hjemmeside. Batteritiden falder ganske vist en smule, når alle søvnfunktioner er slået til, men jeg er ikke generet af det, muligvis fordi jeg ikke har aktiveret snorkeoptagelser.

Abonnementet koster 69 kr. om måneden, hvis du vælger at betale månedsvis, og 599 kr. for et årsabonnement, dvs. omtrent en halvtredser om måneden.

Med abonnementet følger så også flere guidede mindfulness sessioner, en månedlig wellness rapport og daglig readiness score, blandt meget andet, som tilsammen for nogle nok vil være pengene værd.

Men for mig tænker jeg, at de første tre måneder, som Fitbit tilbyder som gratis Premium prøveperiode, er nok til at give mig det fornødne indblik i min søvn.

                                                              

Translate