“Skal du have udskrevet p-piller i stedet for?” spurgte min almen praktiserende læge, mens hun hev min hormonspiral ud af min livmoder. Jeg holdt godt fast i siderne på briksen og forklarede, at jeg ville prøve Natural Cycles.
Mens jeg tog tøj på, fik hun mig til at love at melde tilbage om min oplevelse med verdens første FDA-godkendte app til prævention.
Natural Cycles er en app til smartphones med tilhørende termometer, der er godkendt af FDA i USA, CE-mærket i Europa og er på listen over Register of Therapeutic Goods i Australien.
Modsat mange andre wearables har denne app og termometer altså gennemgået en struktureret godkendelsesproces hos de samme myndigheder, der godkender medicin og medicinsk udstyr.
Dermed kan man forvente en vis grad af forudsigelighed i, hvordan appen virker, men også at den er funderet på et videnskabeligt grundlag.
Til gengæld betyder det også, at større forandringer til appens og termometerets funktionalitet ikke vil kunne følge med hastigheden af nye releases på konventionelle wearables. Der skal nemlig ansøges om ekstra godkendelse, hver gang noget større ændres.
I USA betyder det også, at brugere kan få refunderet deres abonnement til appen af deres forsikringsselskab. Mig bekendt dækker den offentlige sygesikring ikke denne type prævention i Danmark.
Kun sex på grønne dage
Natural Cycles fungerer ved, at man hver morgen måler sin temperatur med et særligt termometer og manuelt registrerer værdien i appen.
Appen forudsiger på baggrund af indtastningerne hvornår man har ægløsning. Dage hvor man kan risikerer at blive gravid, markeres med grønt. Dage tæt på ægløsning markeres med rødt.
Præventionen opnås ved, at man ikke dyrker sex på røde dage eller bruger anden beskyttelse for at undgå graviditet.
Man kan også sætte appen i “pregnancy mode”, hvor den i stedet fortæller en det mest fordelagtige tidspunkt at have samleje op til ægløsning.
For nyligt lancerede Natural Cycles en ny funktion, hvor man også kan tage et billede af termometerets display, og den vil automatisk udfylde værdien i appen.
Denne er dog stadig i ved at blive testet i en beta-version.
P-piller eller cholera
Natural Cycles er ikke særligt udbredt i Danmark endnu, men jeg havde incitament til at prøve en alternativ form for prævention.
Som ung var jeg meget plaget af kraftig og uregelmæssig menstruation og fik derfor p-piller i slutningen af folkeskolen. Selvom det fik styr på forudsigeligheden i menstruationen, var jeg plaget af kraftige hovedpiner.
Da dag og nat flød sammen efter mit første barn, fik jeg i stedet indsat en hormonspiral. Det var frigørende at slippe for at huske den daglige pille og bekvemt da min menstruation holdt helt op. Jeg kunne dog altid mærke spiralen og fik jag i min livmoder i nogle siddestillinger. Der måtte være en bedre løsning derude.
Kold tyrker og røde dage
Jeg faldt over en artikel om Natural Cycles i The Economist og bestilte straks et starter kit. Starter kittet består af et termometer, appen og en brochure.
Det, der overbeviste mig om at prøve, var en tabel over, hvor sikker Natural Cycles er sammenlignet med andre præventionsmidler.
Jeg havde regnet med at kunne prøve appen, før jeg besluttede mig for at sige farvel til hormonspiralen.
Men siden hormonstofferne i spiralen påvirker ens temperatur, kan man først prøve appen for alvor, når man er ude af anden prævention.
Det var enten at tage springet helt eller fortsætte med min spiral. Jeg tog springet og var på en måde bekræftet af min praktiserende læges nysgerrighed.
Mine første cyklusser var uregelmæssige – alt imellem 19 til 34 dage. Appen ændrede forudsigelsen omkring min ægløsning flere gange, så de første mangle cyklusser var jeg kun grøn, når jeg havde menstruation.
Jeg prøvede at tage appens indbyggede træningssystem, hvor den guider en igennem temperaturmåling. Min proces fejlede ikke noget, men mine målinger gav fortsat kun røde dage.
Jeg var frustreret og overvejede at smide mit eksperiment i papirkurven. Men for mig er der bare ikke noget særligt godt alternativ. P-pillerne påvirker min krop i for høj grad.
Tanken om at få sat hormonspiralen op igen gav fantomsmerter i underlivet.
Derudover følte jeg mig nøgen i den første tid uden nogen form for beskyttelse af min fertilitet. Ved begge mine graviditeter blev jeg gravid i første cyklus efter ophørt prævention, så det var første gang jeg havde oplevet min menstruationscyklus siden jeg var 15 år.
Grønne dage efter fem cyklusser
Udover at indtaste temperaturen, kan man tracke ens humør, smerter, sex og ægløsningstests.
Vi havde stadig ægløsningstests fra min sidste graviditet, så jeg tilføjede værdier for min LH i tre dage i streg. LH er enheden for Lutropin, der er et hormonstof, hvis koncentration stiger ved ægløsning. Det gjorde hele forskellen.
Siden da har appen kunnet forudsige min ægløsning og reducere antal røde dage. Min cyklus er stadig meget ustabil og varierer i længde. Alligevel falder antallet af røde dage cyklus for cyklus. Det er ikke så underligt.
I appen er der et fane, hvor man kan læse artikler og se videoer om menstruationsforskning. Der fandt jeg en statistik om, at kun 13 procent oplever en menstruationscyklus, der konsekvent er 28 dage. Derfor er appen designet til at kunne håndtere de typiske udsving.
Sex og stabilitet
Rent funktionelt kan denne type prævention virke for alle kvinder. Men jeg er ikke sikker på, at det er lige praktisk for alle.
For mit liv fungerer Natural Cycles. Jeg er i et fast forhold, har fået børn og en potentielt uønsket graviditet behøver ikke at være en katastrofe.
Det ser også ud til, at de fleste brugere af appen kommer fra samme demografi: Over 30 år, universitetsuddannet, i fast forhold.
Kilde: National Libraby of Medicine
For os i denne demografi er livet ofte skemalagt – og der er sex ofte også. At kunne se under hvilke forhold sex kan ske på en given dag, er lige så let som at slå vejret op. Termometeret og telefonen venter på mig hver morgen på natbordet.
For andre grupper af kvinder med et mindre planlagt liv kunne det være mere ubelejligt. Men udfordringerne gælder ikke kun yngre kvinder eller kvinder med spontant seksuel aktivitet.
Hvis man har meget rejseaktivitet på arbejde eller har natarbejde, vil ens temperatur have udsving, som appen kan få svært ved at aflæse.
Det kræver altså en vis stabilitet i morgenrutinen og muligheden for at planlægge for at få Natural Cycles til at fungere i hverdagen.
Nøgen og fertil
Hvis man læser anmeldelser af appen, er det gennemgående, at kvinderne bider mærke i fornemmelsen af at være tilstede i sin egen krop.
Jeg har efterhånden vænnet mig til at føle mig nøgen i fertilitet.
Men det har også fået mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man skal gennemtvinge fertilitet i så høj grad, som standarden for prævention foreskriver.
Hvorfor er det nødvendigt, at vi stopper kvinders fertilitet helt med p-piller og spiraler? Det virker som en medicinsk løsning på noget, der i virkeligheden kan løses med en kalender.
I hvert fald hvis man har en pålidelig kalender, der faktisk kan arbejde med kvinders varierende cyklus.
Natural Cycles kan være begyndelsen på at håndtere fertilitet fremfor at stoppe den.
Ivanna Rosendal er Growth Designer & Principal Consultant i virksomheden Devote Consulting
LinkedIn
Follow us on social media