Apple har haft menstruations-tracking indbygget i sit smartwatch i flere år, men funktionen har været baseret på manuelt input i en kalender.
Med det nye smartwatch kan du automatisk få en notifikation på håndleddet om tidspunktet for din ægløsning. Det kan være brugbart, hvis du gerne vil være gravid – eller undgå det.
Apple Watch Series 8’s to sensorer tager håndledstemperaturen hvert femte sekund, mens man sover, og måler ændringer helt ned til 0,1 °C. Den ene sensor sidder på urets bagside, tættest på huden. Den anden sidder lige under skærmen.
Menstruations-algoritme
Uret fodrer automatisk data fra temperaturmålingerne ind i en ny algoritme, som Apple har udviklet til formålet. Den omsætter data til notifikationer og grafer, som viser forløbet i cyklussen.
Brugere af appen Min cyklus kan også få en notifikation, hvis der er en potentiel afvigelse i deres registrerede cyklushistorik. Det kan være uregelmæssige, sjældne eller langvarige menstruationer og vedvarende pletblødning, som kan være symptomer på underliggende sundhedsproblemer.
Apple fremhæver dog, at app og smartwatch ikke bør bruges som præventionsmiddel.
“Funktionen til temperaturmåling er ikke en medicinsk enhed og er ikke beregnet til brug i medicinsk diagnose, behandling eller til noget andet medicinsk formål,” understreger producenten.
Data bliver krypteret – men lægges i skyen
Efter at USA’s Højesteret har fjernet kvinders grundlovssikrede ret til abort, har amerikanske kvinder i stort tal slettet de apps, der registrerer data om deres sundhed. Kvinderne frygter repressalier fra myndighederne i forbindelse med abort-sager.
Derfor gør Apple i sin præsentation af uret et stort nummer ud af forklare, at alle sundhedsdata bliver krypteret fra start til slut.
Det betyder angiveligt, at Apple ikke har mulighed for at afkode data og derfor ikke kan læse dem. Adgangen kan kun låses op af brugeren, f ex hvis hun ønsker at dele data med sin læge.
Men den egentlig totalsikring, nemlig at informationerne slet ikke sendes op i skyen men bliver på devicen, er ikke valgt som løsningen her.
TechTruster håber at få uret til test af femtechfunktionen, og redaktionen vil her efterprøve, om krypteringsmodellen giver tilstrækkelig tryghed.
Andre nyheder
Apple Watch Series 8 rummer mange andre nye funktioner, f ex registrering af bilulykker, så brugeren hurtigt kan tilkalde hjælp, og en forbedret faldalarm. En ny sparefunktion skulle kunne øge batteritiden til 36 timer.
Men der er stadig lang vej igen til batteritiden på nogle af Fitbits og Garmins modeller. De kan køre i langt flere dage uden at blive ladet op.
Ingen solceller
Netop batterititiden er et af de store udfordringer for Apples smartwatches, for hvad hjælper det med en kæmpe samling avancerede funktioner, hvis uret går i sort midt om natten.
Det er også mærkeligt, at Apple med sit store fokus på bæredygtighed ikke arbejder mere med sol-opladelige modeller.
Ultra og ny SE
Apple Watch Series 8 har fået følgeskab af et Apple Watch Ultra til brugere, der dyrker avancerede sportsgrene som bjergbestigning og dykning og som træner og konkurrerer under ekstreme vejrforhold.
Endelig lancerer producenten også en ny, forbedret udgave af den billigere model, Apple Watch SE, med tydelig appel til børn.
Apples nye wearables er i handelen fra 16. september.
Follow us on social media