Skip to main content
Børn taber sig med fitnesstracker

Fitnessarmbånd bliver fast tilbud til overvægtige børn

Mariagerfjord kommune har haft så gode resultater i et forsøg med wearables til børn, der skal tabe sig, at ordningen nu bliver permanent.
 

Det fortæller sundhedsvejleder Anders Ring fra kommunens tilbud til overvægtige børn og unge, "Så letter vi".
 

"Status på projektet er, at børnene får tilbudt et fitnessarmbånd som en naturlig del af forløbet, når vi vurderer, at det giver mening. Vi har haft rigtig gode resultater med at anvende aktivitetsmålere og vil helst ikke af med dem igen," siger Anders Ring.
 

TechTruster har tidligere omtalt projektet, hvor mellem 50 og 70 børn og unge er blevet udstyret med en aktivitetsmåler, der registrerer deres bevægelser og giver besked, når det er tid til at bevæge sig.
 

Mariagerfjord kommune indbød i foråret 2017 til en konference for at fortælle om erfaringer med projektet, som kommunen kalder opsigtsvækkende og unikke i en dansk kontekst.
 

Børn bruger tracker til at tabe kilo
 

"Vi kan konstatere, at det virker, men vi har endnu ingen evalueringer af hvorfor. Vi kan bare se, at børnene har flere aktivitets- og intensitetsminutter og selv vurderer, at de er blevet mere aktive. Også deres forældre er blevet mere aktive," fortæller Anders Ring.

 

Børnene i Mariagerfjord kommune lov til at beholde fitnessarmbåndet, så de kan træne videre på egen hånd, når tilbuddet fra kommunen er afsluttet.