Flertal vil dele data med sundhedsvæsnet

Overraskende mange danskere indsamler data fra blandt andet wearables om deres aktivitet og sundhed. Mange er også positivt indstillet overfor at dele deres sundhedsdata med læger og andre behandlere, viser undersøgelse.

Samsung Smartwatch
Foto: Samsung

60 procent af 1.500 deltagere i en ny undersøgelse mener, at de kan få bedre behandling i sundhedsvæsnet ved at benytte deres egne data om f ex puls, skridt og kalorieindtag.

Over to trediedel har tillid til, at det offentlige kan opbevare eller bruge borgernes egne sundhedsdata. Til gengæld er det kun 24 procent, der er trygge ved, at private virksomheder gør det samme.

41 procent indsamler data

Ikke mindre end 41 procent af deltagerne i undersøgelsen har aktivt indsamlet data fra smartphones og wearables om skridt, søvn, puls og kalorieindtag, mens kun 13 procent svarer, at oplysningerne i et eller andet omfang er blevet anvendt i forbindelse med et lægebesøg eller behandling.

Stort potentiale

Danske Regioner har fået foretaget målingen for at finde ud af, om borgerne er parate til at indsamle og videregive oplysninger, som muligvis kan bruges i sundhedsvæsenet.

Vi vil nu arbejde videre med at finde ud af, hvilken rolle sundhedsvæsenet skal have i brugen af denne type data. Vi forventer, at bedre brug af data, herunder også brugen af danskernes egne sundheds- og adfærdsdata, kan have et stort potentiale for bedre og mere præcis behandling, forebyggelse og forskning,

Det siger sundhedsudvalgsformand Karin Friis Bach, Danske Regioner. Hun understreger, at brugen af data ikke må skabe et A- og B-hold afhængig af hvem der bruger data.

Hvilke af dine enheder, som kan bruges til at måle sundhedsdata, bruger du/har du brugt aktivt i forbindelse med en lægekonsultation eller på sygehuset?

Smartphone: 15 procent
Computer: 7 procent
Smartwatch: 6 procent
Pulsmåler: 5 procent
Tablet, fx iPad: 3 procent
EKG-måler: 2 procent
Smartring: 1 procent
Kilde: Undersøgelsen fra Danske Regioner om borgeres holdning til sundhedsdata

Konference

Danske Regioner inviterer på baggrund af undersøgelsen til en gratis online konference den 12. januar 2021.

Du kan tilmelde dig her

Translate