Skip to main content
Oura Ring med i Corona forsøg

Finske Oura Ring er med i Corona-forsøg

Foto: Oura

Sundhedsmedarbejdere i San Francisco i USA tester i øjeblikket, om den finske wearable Oura Ring kan være med i en tidlig opsporing af Corona-smittede. Ringens sensorer registrerer selv små temperaturstigninger og ændringer i åndedrættet og fik allerede i marts 2020 en finsk skiløber hurtigt til test og i karantæne.
 

En morgen vågnede direktøren for en finsk virksomhed og konstaterede på sin app, at hans Oura ring havde målt en lille feberstigning. Hans åndedræt og hjerterytme var også højere end normalt. Men han følte sig egentlig ikke syg. Da han havde været på skiferie i Østrig ugen før, kontaktede han for en sikkerheds skyld hospitalet, blev testet positiv - og kom i karantæne omgående.

 

Oura Ring i slankere design
 

Måler kontinuerligt

Det er blandt andet den historie, der har fået forskere på University of San Francisco i USA til at interessere sig for den "intelligente" ring Oura, som er et finsk svar på traditionelle fitnesstrackere og smartwatches.
 

Ouras fintfølende sensorer opsamler fra fingeren mængder af data, som normalt bruges af idrætsfolk og fitnessentusiaster til at måle og forbedre deres præstationer og søvn. En af fordelene ved ringen er, at den  i modsætning til et termometer kan måle kontinuerligt hele døgnet.
 

Også et universitet i den amerikanske delstat West Virginia er kommet med på forsøgsvognen med en kombineret test af Oura og en Covid-19 smartphone app. Appen måler temperaturstigninger, åndedræt og psykologiske faktorer som stress og nervøsitet.
 

Før næste bølge

Oura skal sidde på fingeren hos cirka 2000 frontmedarbejdere i det californiske sundhedsvæsen i tre måneder. Forskeren bag projektet, Ashley Mason, siger til avisen San Francisco Chronicle, at resultaterne fra projektet gerne skulle i hus, inden næste bølge af Covid-19 rammer samfundet.
 

På kort sigt handler det om at opspore sygdom hos sundhedspersonalet så tidligt som muligt, så de bliver hjemme og undgår at smitte kolleger og patienter. Det længere perspektiv er at undersøge, om vi ved hjælp af data kan definere nogle parametre, der måske kan differentiere Corona-virus fra andre sygdomme, siger hun.
 

En af de største udfordringer i forbindelse med Corona er, at de smittede kun registrerer svage eller slet ingen symptomer, og derfor ikke ved, at de udsætter andre for risiko.
 

Forskerne har bedt Ouras cirka 150.000 brugere om at stille deres data til rådighed, så læger og dataanalytikere bedre kan udvikle en algoritme til at forudsige Covid-19.
 

Læs Oura's datasikkerhedspolitik her
 

Bruger du en Oura ring? Så kan du tilmelde dig forskningsprojektet her
 

Kilder:

San Francisco Chronicle

WWU Today