Ifølge Wareable arbejder både Samsung og Apple med “umulig” teknologi til ikke-invasiv glucosemåling fra håndleddet. Tidligere forsøg er blevet skudt ned, og ingen af de igangværende iværksætterprojekter på området har opnået nogen form for medicinsk godkendelse.
Teknologien er blevet dømt umulig af sensorproducenten Valencell, der producerer biometriske funktioner til wearables.
Optisk sensor i stedet for prik
Det vanskelige punkt er at udvikle en sensor, der erstatter et prik i blodåren. Og den udfordring er ikke lille.
Samsung vil ifølge det koreanske IT News løse den ved at indsætte en optisk sensor i et smartwatch. Sensoren skal kunne registrere blodsukkerniveauet, uden at brugeren behøver prikke sig og trække blod.
Samsung har tidligere fået godkendt en funktion for måling af blodtrykket i en af sine smartwatches. Godkendelsen er dog indtil videre kun i hus i Samsungs hjemland Sydkorea. Men andre landes lægemiddelmyndigheder forventes af følge trop.
Også Apple har ifølge det koreanske netmedie planer om at introducere glucosemåling fra sit smartwatch. Det skulle angiveligt ske med lanceringen af Apple Watch 7 senere på året.
TechTruster har tidligere omtalt den japanske startup Quantum Operation i en oversigtsartikel over innovative wearables på CES 2021.
På CES stillede Quantum Operation op med en monitor, der angiveligt bruger “patenteret spektrumfølingsteknologi” til at måle blodsukker via håndleddet.
Men en ting er at udvikle teknologien – en anden, at amerikanske og europæiske lægemiddelmyndigheder finder den så gennemtestet og troværdig, at de tør godkende den til en livsvigtig funktion for diabetikere.
Follow us on social media